Lærerne Kenneth Knudsen og Line Nielsen fra Sorø Borgerskole er blevet tildelt Politikens Undervisningspris 2025 i grundskolekategorien. Prisen på 75.000 kr. uddeles i år til et team, hvilket anerkender det betydningsfulde fællesskab og samarbejdskulturen på skolen. Både elever og kollegaer fejrer dem på Sorø Borgerskole onsdag den 26. november kl. 10.
Line Nielsen underviser i dansk, mens Kenneth Knudsen underviser i matematik. Duoen modtager prisen for deres evne til at skabe et trygt, inkluderende og stærkt klassefællesskab. De bliver særligt fremhævet for deres blik for alle børns trivsel, herunder elever med særlige behov, samt deres indsats for at styrke sammenholdet. Deres undervisning rækker ud over det traditionelle klasserum, f.eks. når eleverne har matematikundervisning i den lokale Meny, går 10 kilometer rundt om Sorø Sø eller eksperimenterer med sælers isoleringsevne ved at dyppe fingre i fedt og koldt vand.
Fejringen finder sted i Multisalen på Sorø Borgerskole onsdag den 26. november kl. 10, hvor borgmester Gert Jørgensen deltager sammen med elever og lærere. Pressen er velkommen til at overvære arrangementet.
Selve prisoverrækkelsen finder sted tirsdag aften i Politikens Hus.
For yderligere information kan skoleleder Malene Härstedt kontaktes på malh@soroe.dk.