Midt- og Vestsjællands Politi: Seneste nyt fra Stenlille - mandag den 9. november

Profilbillede
dato

Stenlille er i nat nævnt i døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Weekendens anmeldelser vedrørende:


Indbrud i virksomhed/forretninger:

Nørregade, Køge
Odinsvej, Ringsted
Egebjergvej, Lestrup, Nykøbing Sj.

Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:

Hegnet, Holbæk
Høvlingebanken, Herfølge
Dronning Emmas Vej, Roskilde
Bøgevej, Vipperød
Klintevænget, Herfølge
Belsager, Greve
Ahornvej, Lille-Skensved
Natskyggevej, Køge
Hedelyng, Køge

Indbrud i fritids-/sommerhus:

Kollevej, Fårevejle
Hejrelunden, Veddinge Bakker, Fårevejle
Strandbakken, Veddinge, Fårevejle
Lynghøj, Veddinge Bakker, Fårevejle

Indbrud i skole og institutioner mv.:

Ingen



Fredag – lørdag:


Spirituskørsel uden førerret – bil beslaglagt – Gyrstingevej, Ørslev Under Skoven, Ringsted

Kl. 11.29 anholdt og sigtede politiet en 40-årig mand fra Ringsted for spirituskørsel i en varebil, som han i øvrigt ikke måtte være fører af, fordi hans førerret i forvejen var inddraget af politiet i forbindelse med anden verserende sag om spirituskørsel. Den 40-årige blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol og blev samtidig gjort bekendt med, at politiet beslaglagde hans varebil med baggrund i andre verserende sager om spirituskørsel og nu også kørsel uden førerret. Han vil derfor blive indkaldt til retten, når sagerne mod ham samt spørgsmålet om endelig konfiskation af varebilen skal afgøres.

 

Meget hurtig bilist – Køge Bugt Motorvejen, Greve

Kl. 12.38 målte færdselspolitiet en bilist til at køre med mindst 215 km/t mod højst tilladt 110 km/t ifølge skiltningen på motorvejen. Føreren af bilen var en 36-årig mand fra Greve, som blev sigtet for den overtrædelse af færdselsloven i en personbil. Han kan nu ud over en klækkelig bøde også forvente en påstand om ubetinget frakendelse af kørekortet.

Brand i skurvogn – Herslev Bygade, Herslev, Roskilde – Lejre

Kl. 18.44 rykkede brandvæsnet og politiet ud i anledning af melding om ildebrand i en skurvogn. Det viste sig, at der var tale om en skurvogn til beboelse, og alle var kommet ud. Brandvæsnet fik skaffet sig adgang til den røgfyldte vogn og kunne konstatere, at der ikke havde været egentlig brand i skurvognen. Mad på en bradepande var blevet opvarmet lidt rigeligt, så maden var blevet forkullet og derved havde afgivet kraftig røg. Ingen kom til skade ved ”branden”, hvor politiet ikke foretog sig yderligere.

Overtrædelse af COVID-19-regler / musik til ulempe – Universitetsvej, Himmelev, Roskilde

Kl. 23.15 fik politiet en anmeldelse om høj musik til ulempe for de omkringboende fra en gruppe af mennesker, der var forsamlet på et udendørsareal tæt ved universitetet. Anmelderen var også bekymret for, om flere personer end tilladt var forsamlet på stedet tilsyneladende i forbindelse med en fest. En patrulje kørte til området for at kigge nærmere på forholdene og kunne på afstand konstatere, at ca. 25 personer var forsamlet på stedet. Da de tilstedeværende fik øje på politiet, stak de fleste af fra stedet i alle retninger, men det lykkedes politiet at få tilbageholdt tre unge på 15 år fra Roskilde og tre unge mænd på 17 år fra hhv. Roskilde og Hedehusene. De blev alle sigtet for overtrædelse af forsamlingsforbuddet i forhold til gruppens oprindelige størrelse. Efterfølgende underrettede politiet både de respektive sociale myndigheder i de to berørte kommune samt de unges forældre om sigtelsen mod dem. Senere vil de alle modtage en afgørelse fra politiet om overtrædelsen af forsamlingsforbuddet i anledning af de nu gældende COVID-19-regler.

Taxatur udviklede sig voldeligt – Tjurgården, Greve

Kl. 01.48 anmeldte en 45-årig mandlig taxachauffør sig overfaldet af en mandlig kunde, som havde kørt fra Københavns-området til Greve. Kunden havde sovet undervejs og blev vækket, da han skulle betale for turen. Hans betalingskort virkede ikke trods flere forsøg, hvorefter situationen udviklede sig, så den mandlige kunde overfaldt taxachaufføren inde i taxaen med diverse slag. Taxachaufføren flygtede, men kunden løb efter og overfaldt ham med yderligere slag, inden han forsvandt i området. Taxachaufføren var dog i besiddelse af kundens betalingskort, så en patrulje fik hurtigt identificeret og i nærområdet kontakt til den mandlige, spirituspåvirkede kunde på dennes bopæl. Der var tale om en 30-årig mand fra Greve, som straks blev anholdt og sigtet for vold mod taxachaufføren. Han blev løsladt efter afhøring til voldssagen, som han vil høre nærmere til, når sagen skal afgøres i retten.


Lørdag – søndag:


Uro i toget – Jernbanegade, Roskilde

Kl. 11.13 kørte politiet frem til togstationen i Roskilde, hvor et tog mod København netop var ankommet med en højrøstet og truende mand. Politiet fik ham identificeret som 40-årig mand fra Holbæk, som blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen med baggrund i diverse vidneforklaringer omkring adfærden i forbindelse med et skænderi med en kvindelig, 40-årig bekendt, der også befandt sig i toget. Trods skubberi i forbindelse med diskussionen var hun sluppet uskadt, men hun tog toget retur mod Holbæk, medens den 40-årige sigtede fortsatte sin rejse mod København efter afsluttet afhøring af politiet. Han kan nu forvente at modtage et bødeforelæg som afgørelse på sagen.

Verbal krænkelse i toget – Køge

Kl. 13.49 anmeldte pårørende til en 74-årig kvinde fra Næstved, at den 74-årige kvinde under en togrejse fra Næstved til Køge var blevet krænket verbalt af en fremmed mand, der fortsat befandt sig på Køge station. En patrulje kørte til stationsområdet og fik udpeget en 66-årige mand fra Kalundborg. Han blev sigtet for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om blufærdighedskrænkelse, fordi han i toget kort før ankomst til Køge havde tiltalt den 74-årige med flere krænkende udtalelser af seksuel karakter. Det havde gjort den 74-årige utryg ved manden, så hun havde bedt en pårørende afhente hende på Køge togstation. Den sigtede kan nu forvente at høre nærmere fra politiet, når sagen bliver afgjort.

Tricktyveri i forretning – Algade, Roskilde

Kl. 15.18 fik politiet en anmeldelse fra personalet i en fodklinik om, at en medarbejder havde fået stjålet sin mobiltelefon af en fremmed mand. Han var kommet ind i klinikken mellem kl. 1100-1130, hvor han henvendte sig ved skranken. Her bredte han et bykort ud, men forlod pludselig butikken, hvorefter medarbejderen opdagede, at en mobiltelefon fra skranken var blevet stjålet. Den fremmede mand blev beskrevet som: A: Mand, Sydeuropæisk af udseende, 50-65 år, 160-165 cm, Kropsbygning: Kraftig, Hudfarve: Brun, Hårfarve: Sort, Hårlængde: Kort, Iført: hvid hættetrøje med lynlås og mundbind, Medbragte: bykort. Medarbejderen havde kortvarigt lukket klinikken for at lede efter manden, men forgæves, efter at tyveriet var blevet opdaget. Politiet forsøger nu at få manden identificeret, så han kan afhøres om mistanken mod ham.

Ulykke i trætopbane – Kragerupgårdsvej, Kragerup, Ruds-Vedby – Kalundborg

Kl. 15.55 fik politiet via alarmcentralen en melding om, at en person var kommet til skade efter et fald fra en trætopbane. Rednings- og ambulancepersonale var sendt til ulykkestedet, hvor politiet traf en kvæstet, 28-årig kvinde fra Valby. Hun var fra en trætopbane faldet nogle meter ned og havde herved pådraget sig nogle kvæstelser, så hun blev i en ambulance bragt til skadestuen i Slagelse, hvor nogle knoglebrud blev konstateret. Efterfølgende blev kvinden overflyttet til Odense Universitets Hospital til fortsat behandling efter ulykken. Politiet undersøgte ulykkesstedet, men mangler afhøring af den tilskadekomne kvinde, så omstændighederne før ulykken kan afklares, herunder om nogen kan drages til ansvar for ulykken.

Kørsel uden førerret – bil beslaglagt – Næsvangsvej, Asnæs – Odsherred

Kl. 18.10 sigtede politiet en 29-årig kvinde fra Asnæs for kørsel uden førerret i en personbil, som politiet havde standset med henblik på rutinemæssig kontrol. Nummerpladerne på kvindens bil passede ikke helt til den bil, som hun kørte i, idet nummerpladerne godt skulle sidde på en bil af samme mærke, men en anden model. Så reelt var kvindens bil ikke registreret og dermed uden lovpligtig ansvarsforsikring, ligesom nummerpladerne blev anvendt uberettiget. Politiet kunne endvidere konstatere, at det nu var fjerde gang inden for de seneste tre år, at kvinden blev afsløret i at køre bil trods manglende førerret. Den uregistrerede personbil blev derfor beslaglagt med henblik på konfiskation, så den 29-årige vil senere blive indkaldt til et retsmøde, når de mange overtrædelser af færdselsloven og spørgsmålet om endelig konfiskation af bilen skal afgøres.

Mistænkt for tyveri af fisk – Belsmosevej, Belsmose, Højby Sj. – Odsherred

Kl. 19.00 fik politiet en henvendelse fra en vægter, der havde spærret vejen for en personbil, som ifølge vægteren blev benyttet af en mand, som kunne mistænkes for tyveri af fisk fra en nærliggende fiskesø. Politiet kørte til stedet og fik kontakt til både det tilbageholdte, danske køretøj og en 35-årig mand fra Litauen, men med legal ophold i Danmark. Han var dog ikke i besiddelse af stjålne effekter og heller ikke nogen fisk fra den nærliggende fiskesø. Med baggrund i mistanken mod ham og til endelig fastlæggelse af hans identitet blev han kortvarigt anholdt og afhørt til mistanken om tyveri af fisk ved tidligere lejligheder fra samme fiskesø. Han nægtede sig dog skyldig og fik afgjort sagen straks med en advarsel, hvorefter han blev løsladt.

To klip i kørekort for ræs – Valdemar Sejrsvej, Holbæk

Kl. 20.06 bemærkede færdselspolitiet to bilister, der på Valdemar Sejrsvej ved Absalonsvej kørte kap- og væddeløbskørsel, idet de kørte med væsentligt højere hastighed end de tilladte 60 km/t på vejstrækningen. De to bilister blev efterfølgende standset, så politiet kunne sigte en 26-årig mand fra Ruds-Vedby og en 28-årig mand fra Jyderup for overtrædelse af færdselslovens bestemmelser om kap- og væddeløbskørsel. Begge kan nu hver især ud over en bøde også se frem til et klip i kørekortet efter aftenens kørsel i Holbæk.

Narkokørsel – Sorøvej, Sæby, Høng – Kalundborg

Kl. 20.59 anholdt og sigtede politiet en 19-årig mand fra Ringsted for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer, efter at en narkometertest havde indikeret, at han var påvirket af hash under kørslen.

Færdselsuheld / trusler mod politiet – Jyderupvej, Jyderup, Vig – Odsherred
Kl. 00.09 var en 20-årig kvinde fra Asnæs forulykket i en personbil, idet bilen var kørt ind i nogle mindre træer og efterfølgende et hegn på en privat adresse. Politiet fik klarlagt, at hun under et skænderi med en 20-årig mand fra Sjællands Odde i bilen havde mistet kontrollen over køretøjet, så bilen forulykkede. Ingen af dem kom til skade ved uheldet, som politiet rykkede ud til. Den mandlige passager var noget ilter i sin adfærd over politiets tilstedeværelse, så han truede politiet verbalt med dødstrusler. Han blev derfor kortvarigt anholdt, indtil han faldt til ro, i forbindelse med en sigtelse for overtrædelse af straffeloven. Den kvindelige fører af bilen var ædru og havde kørekort, så hun blev ikke sigtet for noget i anledning af ulykken.

Ægkastende unge – Damhaven, Greve

Kl. 02.17 fik politiet en henvendelse om nogle unge, som tidligere på natten omkring kl. ca. 00.30 havde kastet æg på anmelderens vinduer. De unge var blevet forsøgt identificeret af beboerne på den pågældende adresse, men forgæves, idet de unge var løbet fra stedet, da kort før denne anmeldelse var blevet opdaget, da de vendte tilbage. Et par patruljer kørte til området, men det lykkedes heller ikke politiet at finde de ægkastende unge, der ifølge anmelderen også skal kunne mistænkes for at have kastet æg mod andre adresser i området i den senere tid.



Søndag – mandag:


Mistænkelig bil – Nyrup, Nykøbing Sj. – Odsherred

Kl. 08.14 henvendte en opmærksom sommerhusgæst sig til politiet, fordi anmelderen havde undret sig over en fremmed bil, hvis fører kørte rundt i området og standsede ved de fleste adresser. Føreren kiggede endvidere meget intenst på flere af adresserne i området. En patrulje kørte til området for at lede efter bilen, men fandt den ikke i første gang. Anmelderen kontaktede igen politiet kl. ca. 09.35, idet anmelderen nu tilfældigt selv kørte bag den mystiske bilist på Rørvigvej, Nykøbing Sj. Patruljen i området fik derefter hurtigt kontakt til bilisten, som viste sig at være et mandligt avisbud fra et distributionsfirma. Der var således tale om legalt forhold, så politiet foretog sig ikke yderligere i anledning af anmeldelsen.

Anmeldelse om ræs til ulempe – Varpelev, Hårlev – Stevns

Kl. 14.11 anmeldte en lokal mand fra Varpelev-området, at der bliver kørt ræs i området med et ukendt køretøj. Der var megen larm, hvilket ifølge anmelderen havde stået på hele weekenden. En patrulje kørte til området, men politiet fandt ikke og kunne heller ikke høre nogen køretøjer, der larmede ekstraordinært meget i forbindelse med f.eks. ulovligt ræs på vejene i området.

Narkokørsel – Hovedgaden, Viskinge, Svebølle – Kalundborg

Kl. 15.00 anholdt og sigtede politiet en 21-årig mand fra Stenlille for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil, hvis fordæk i øvrigt var blankslidte. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer og afhøring til de to overtrædelser af færdselsloven.

Færdselsuheld – Himmelev Sognevej, Himmelev, Roskilde

Kl. 15.56 rykkede politiet sammen med ambulancepersonale ud til et færdselsuheld, idet en cyklist var blevet påkørt af en bilist. Det viste sig, at en 76-årig mand fra Roskilde i en personbil havde foretaget udkørsel fra en tankstation, hvorefter han under svingning til venstre ad Himmelev Sognevej mod øst påkørte en 70-årig kvinde fra Roskilde. Hun var forinden kørt på cykel på cykelstien ad Himmelev Sognevej mod øst og var i færd med at krydse vejen i nordlig retning, da hun blev påkørt. Hun blev i ambulancen bragt til et sygehus, hvor hun blev indlagt til behandling for diverse knoglebrud. Politiet optog rapport om uheldet på grund af den forvoldte personskade på cyklisten.

Narkokørsel mv. – Havnsø, Føllenslev – Kalundborg

Kl. 16.24 ønskede en patrulje at standse en personbil med henblik på rutinemæssig kontrol af fører og køretøj, da bilen kørte rundt på Græsmarksvej i Havnsø. Føreren af personbilen ønskede dog ikke at standse og satte hastigheden op trods politiets anvisninger om at standse. Bilisten kørte med højere hastighed end tilladt rundt ad forskellige veje via bl.a. Lyngvej og Smedevej til Parallelvej, hvor bilen blev efterladt, og to mænd flygtede til fods fra bilen. Politiet fik dog indhentet den mand, der havde siddet bag rattet i bilen, og fik ham tilbageholdt. Der var tale om en 27-årig mand fra Føllenslev, som efter en narkometertest kunne mistænkes for narkokørsel i bilen, og som i forvejen var frakendt kørekortet. Han blev derfor anholdt og sigtet for de forskellige overtrædelser af færdselsloven, medens flere andre patruljer forsøgte at finde den anden mand. Det lykkedes ikke, så politiet fik udtaget en blodprøve af den 27-årige, hvis blod nu skal analyseres for indhold af euforiserende stoffer. Bilejeren – en 47-årig fra Vanløse - blev efterfølgende sigtet for at have overladt føringen af bilen til en person, som ikke lovligt kunne være fører af den. Den 27-årige blev løsladt, men vil senere høre nærmere fra politiet, når sagerne mod ham skal afgøres.

Vold på værtshus – Nørre Boulevard, Køge

Kl. 18.09 fik politiet en anmeldelse fra en 24-årig mand fra Køge, som kl. ca. 17.50 var blevet overfaldet med slag og spark på et værtshus. Den 24-årige var kommet ind på værtshuset for at hilse på en kammerat, da en fremmed mand henvendte sig og spurgte ind til hans identitet. Straks herefter blev den 24-årige uden varsel overfaldet først med slag mod ansigtet, så han faldt omkuld, hvorefter han fik flere slag og tillige spark mod hovedet, indtil andre gæster fik standset voldsmanden. Offeret havde forladt værtshuset og anmeldte overfaldet fra et andet sted. Politiet efterforskede straks sagen og fik overfaldsmanden identificeret som en 28-årig mand fra Køge, der blev lokaliseret til et værtshus på Nørregade, Køge. Han blev anholdt og sigtet for vold mod den 24-årige, hvilket han i sin spirituspåvirkede tilstand blev så sur over, at han gentagne gange fremsatte verbale trusler med politiet i forbindelse med anholdelsen. Den 28-årige blev afhørt til de to overtrædelse af straffeloven og efterfølgende løsladt, da grundlaget for varetægtsfængsling ikke skønnedes at være til stede. Han vil dog senere blive indkaldt til et retsmøde, når sagerne mod ham skal afgøres.

Færdselsuheld – mand omkommet – Sydmotorvejen, Køge

Kl. 22.55 fik politiet via alarmcentralen melding om, at en bilist var forulykket på Sydmotorvejen i det nordgående spor lige før sammenfletningen med Vestmotorvejen. En patrulje var fremme få minutter senere og kunne konstatere, at en personbil var forulykket og befandt sig på motorvejen, og at den mandlige fører lå i rabatten og havde pådraget sig alvorlige kvæstelser. En akutlæge måtte kort efter erklære den mandlige fører af bilen for afgået ved døden på grund af kvæstelserne, hvorefter han i en ambulance blev bragt til skadestuen. Motorvejen blev afspærret for al trafik i det nordgående spor ved afkørsel 33 Lellinge, medens politiet foretog undersøgelser på uheldsstedet sammen med en tilkaldt bilinspektør. Politiet havde også tilkaldt en hundepatrulje for at lede i området, hvis yderligere tilskadekomne befandt sig i området. Der blev ikke fundet yderligere personer end den nu afdøde mand, som ifølge den foreløbige konklusion efter undersøgelser på uheldsstedet var blevet kastet ud af den forulykkede personbil, da bilen efter ødelæggelse af flere meter autoværn ramte et betonfundament til en standermast. Der var tale om et solouheld, og sporene tydede på, at den mandlige bilist var kørt i nordlig retning, da han af ukendte årsager mistede kontrollen over personbilen i kurven kort før sammenfletningen af motorvejene og påkørte autoværn og betonfundament i højre side af vejen i kørselsretningen. Afspærringen af motorvejen blev ophævet kl. ca. 01.30, da rednings- og undersøgelsesarbejdet var afsluttet. Den omkomne bilist blev senere identificeret som en 37-årig mand fra Stenløse, hvis pårørende er underrettet. Politiet har rutinemæssigt fået udtaget blodprøver for eventuel påvirkning af alkohol eller euforiserende stoffer hos den 37-årige, som i øvrigt ikke havde nogen førerret og derfor ikke måtte være fører af et køretøj, hvor kørekort kræves.

Brand i højtryksrenser – Københavnsvej, Roskilde

Kl. 05.51 rykkede brandvæsnet og politiet ud til brand i et autoværksted. Politiet og brandvæsnet kunne kun konstatere lidt røg fra bygningen, hvor der af ukendte årsager var gået ild i en højtryksrenser. Branden slukkede sig selv på grund af vandet i højtryksrenseren, så skadernes omfang begrænsede sig til den og området lige omkring. Ingen kom til skade ved branden, og politiet foretog sig på baggrund af disse oplysninger ikke yderligere i sagen.
Denne artikel er skrevet af Ninna Andersen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Midt- og Vestsjællands Politi.
Kilde: Midt- og Vestsjællands Politi